Læring gennem leg.
De overordnede mål for børnehaven Troldehøjen er at give det enkelte barn mulighed for på egne præmisser at udvikle sig og fungere sammen med andre børn, samt stimulere barnet individuelt efter alder, udvikling og behov.
Vi vil i børnehaven arbejde på at skabe en rar og indbydende atmosfære for børn og voksne, hvor forældrene trygt kan aflevere deres børn og hvor børnene føler sig trygge og tillidsfulde overfor de øvrige børn og voksne.
Et dejligt sted, hvor børnene kan udvikle sig til glade, harmoniske, trygge og selvstændige mennesker. Børnehaven vil være samlingssted med mange aktiviteter for børn, forældre og personale. Børnehaven vil give mulighed for oplevelser og aktiviteter, der bidrager til at stimulere barnets fantasi, kreativitet og sproglige udvikling, samt give barnet rum til at lege og lære og til fysiske udfoldelser, samvær og mulighed for udforskning af omgivelserne.
Vi vil give børnene mulighed for medbestemmelse og medansvar og bidrage til at udvikle børnenes selvstændighed. Vi vil medvirke til at give børnene forståelse for kulturelle værdier og for samspillet med naturen. Vi prioriterer legen meget højt. Børnene må lege der, hvor de har lyst og med det legetøj, der er på det pågældende sted og med den legekammerat, de ønsker. Her er muligheder for at danne venskaber på tværs af stuerne. Der skal være tid, der skal være plads og der skal være mulighed for at lege det meste af dagen. Legen kan, når den gives de rette betingelser, styrke børnene på alle områder i deres udvikling.
Læring gennem leg. Her medtænkes også den styrede leg. Pædagogerne yder omsorg for det enkelte barn. Vi tager udgangspunkt i barnets perspektiv(kompetencer) og sætter os ind i barnets følelser og situation. Dette kræver empati. Pædagogerne er inspirerende, deltagende og igangsættende med relation til barnets nærmeste udviklingszone. Det er vigtigt at barnet kan stole på og have tillid til den voksne, så hverdagen bliver omgivet af tryghed. Pædagogerne skal hjælpe børnene, støtte op omkring dem, være til stede/nærværende, give sig tid, give klare budskaber og meldinger og sikre sig at børnegruppen har det godt. Børnene skal tages alvorligt, vide hvor grænserne er, trygge rammer, forudsigelighed og vide at de altid kan komme hen til pædagogen.
Vi vil gøre alt for at have en anerkendende tilgang til hvert enkelt barn. Børn og voksnes relationer er utrolig vigtige. Vi skal hjælpe børnene med at danne venskaber, danne gode relationer bl.a. ved at støtte op, give plads og sammensætte små legegrupper. Det er vigtig at skabe nogle gode legemiljøer og støtte op om børnefællesskaberne