Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner

Traditioner i Troldehøjen:

Vi arbejder ud fra et årshjul, som er fyldt med traditioner. Det er vores erfaring at børn, forældre og personale værdsætter traditioner. Det forbindes med noget trygt og hyggeligt. Vi har traditioner omkring jul, fastelavn, påske, bedsteforældredag, teater, koloni, sommerfest m.m. Traditioner styrker sammenholdet mellem de enkelte forældrepar, børnene imellem og til personalet. Det er sociale begivenheder, som har fokus på barnet og dets trivsel i børnehaven. Desuden giver afholdelsen af sådanne arrangementer forældrene indblik i, hvad deres barn foretager sig i børnehaven – hvad de laver og hvem de leger med. Sammen med forældrene får barnet en god oplevelse af børnehaven og det at gå i børnehave. 


 
Sommerfesten:

Lige før sommerferien(Juni) holder Troldehøjen en sommerfest for alle børn og forældre i børnehaven. Hver familie medbringer en madkurv som nydes ude på legepladsen. Efter maden underholder børnene med sange eller andet, som de har øvet i de aldersopdelte grupper. Det er en aften med hygge og der gives en kort orientering fra personalegruppen om børnehavens hverdag. Inden aftenen sluttes af med kaffe og kage, afholdes valg til ny bestyrelse. Der er stor tilslutning og hele forældregruppen bliver rystet godt sammen

Bedste/oldedag:

En gang om året inviteres bedste/oldeforældrene til et besøg i børnehaven, så de kan se, hvor olde/barnebarnet tilbringer sin dag. Vi har erfaring med at denne dag er hyggelig for både bedste/oldeforældrene, børnene og personalet. Vi byder på kaffe/saft og lidt spiseligt. Dagen afvikles dagen før sommerfesten. Hovedformålet er at få et par hyggelige timer sammen på tværs af generationer, børnene glæder sig til at vise deres børnehave frem for bedste/oldeforældrene og vores erfaring er at den ældre generation også værdsætter denne dag. Børnene laver underholdning og der er mulighed for sammen med barne-oldebarnet at lave forskellige ting.

Motionsuge- rend og hop med Oliver:

Formålet med en motionsuge er:
- at børn skal opleve glæden ved at bevæge sig og de skal synes, det er sjovt.
- at give børn gode oplevelser ved motoriske udfoldelser og lære børn at fysiske aktiviteter kan være sjove.
- at leg og bevægelse kan give en fællesskabsfølelse og en samhørighed børn og voksne imellem og at der skal være plads til alle.
- at lære børn at det er nødvendigt at samarbejde for at få legen til at fungere.

at vi pædagoger får en fornemmelse af det enkelte barns motorik - hvor er barnet rent motorisk.

Vi starter alle med at varme op til sang/musik inden frugtsamlingen. Børnene får at vide, hvad der skal ske efter frugtsamling. Vi er delt op i vores spisegrupper. Dette har vi gjort for at alle skal få mest muligt ud af de forskellige lege/aktiviteter.

Vi har sat forskellige redskaber og rekvisitter op, så det er lige til at gå i gang. Der er forskellige lege, hvor vi får pulsen højt op og ligeledes ned igen. Der er bl.a. samarbejdslege, præcisionslege, berøringslege, konkurrencelege, boldlege, trille og ballangelege.

Børn og voksne er sammen social på en anden måde. Nogle opdager, at de måske er gode til f.eks. boldkast eller at andre er gode til noget, som de ikke troede. Dette kan hermed øge et barns selvværd og få mere respekt fra andre. Der afsættes ca. en halv time-1 time afhængig af, hvad der sættes i værk.

Måske bliver der uddelt medaljer eller andet bevis på at man har gennemført ugen. Vi iagttager børnene for at se om de synes om dagen men også for at se om nogle er motorisk udfordret - så vi kan få lavet noget understøttende arbejde.

Koloni:

Hvert år i maj tager Troldehøjen på koloni i 2 dage. Det vil sige, det er kun de kommende skolebørn, der tager afsted.

Det betyder for de store børn, at de får et tættere sammenhold børn og pædagoger imellem og det giver børnene større selvstændighed i og med at de tager afsted uden deres forældre. På kolonien er alle børnene jævnaldrene, så ofte kan opholdet knytte tætte kontakter fremover.

Børnene bliver meget fantasifulde og frie idet vores kolonitur foregår meget ude ved skov og vand. Børnene lærer at tage ansvar og vise omsorg for hinanden og vi styrker fællesskabsfølelsen. Erfaringsmæssigt er kolonien en særdeles god oplevelse for både børn og voksne og vi håber selvfølgelig hvert år, at alle kommende førskolebørn kommer med.

Børn og personale, der deltager i kolonien, finder i fællesskab ud af hvad koloniopholdet kan/skal indeholde. Også hvad angår maden har børnene næsten frit spil, da vi går på restaurant, hvor børnene vælger fra menukortet. Vi oplever tit at børnene der deltager i kolonien, er utrolig meget omsorgsfulde og hjælpsomme overfor hinanden og de har et fælles tredje at tale ud fra, når de kommer hjem

Julemåneden:

Hele december måned står i hyggens tegn og her skal forældrene hjælpe lidt til. Der bor en lille nisse i børnehaven, som gerne vil med børnene hjem på besøg en gang i løbet af december. Efter et sådan besøg vil nissen gerne fortælle, hvad den har oplevet og det er nu forældrenes opgave at sende et julekort med nissen tilbage, hvor der er skrevet, hvad nissen har lavet hjemme hos barnet. Julekortet læses op i barnets spisegruppe og bruges som en slags julehistorien. Børnene er utrolig stolte af at have nissen med hjem.

Hver dag vil vi holde formiddagshygge ved 9.00 tiden. Her vil vi på skift tænde kalenderlys og læse julehistorie og synge julesange. I vores spisegruppe vil vi skiftes til at åbne vores julekalender, tænde kalenderlyset og vælge en kalendergave. Hvert barn har selv medbragt en kalendergave til ca. 15 kroner og det er dejligt at se, hvor stolte børnene er, når netop deres gave vælges af en af kammeraterne. Hvert barn laver deres egen juledekoration, hvor der bliver brugt materialer fra vores tur ud i skoven.

I november måned laver vi hemmeligheder (julegaver) sammen med børnene. Her deles børnene igen op i deres spisegrupper, hvor vi så laver gaver med den sværhedsgrad, der passer til børnenes alderstrin. At vi har valgt at lave julegaver i november er af den simple grund, at så slipper vi for at gøre det i december måned. Den kan let blive stressende for børnene, hvis vi ikke passer på. Der sker utrolig meget i forvejen. Børnene skal helst have en fornemmelse af, at det er en hyggelig måned.

Risengrød i børnehaven:

En af december dagene laver vi risengrød til middag. Vi fortæller nissehistorier og fortæller vigtigheden af at give nissen en portion risengrød, så han ikke driller os i børnehaven.

Kirkegang:

Den sidste juletradition er kirkegang. Vi er oppe og høre juleevangeliet, fortalt på børnenes niveau. Vi synger 3 julesalmer og kirkemusen laver lidt sjov. Der er en speciel stemning/atmosfære oppe i en kirke – det er noget helt særlig at komme ind i "Guds hus". Denne stemning vil vi gerne give videre til børnene, hvor vi samtidig lærer dem, hvordan man skal opføre sig i en kirke. På turen hjem fra kirke, snakker børnene om kirkemusen, men også om hvornår de har været i kirke med mor og far. Børnene vil også gerne se gravstenene. Vi forsøger, at give dem en naturlig forklaring på liv og død.

Fastelavn:

Dagen, hvor vi slår katten af tønden er en dag, der er meget betydningsfuld og traditionel. Lang tid før dagen har børnene snakket meget om, hvad de "skal være" til fastelavn og alt efter hvad der er In, ser vi mange med de samme udklædninger, men også altid mange fantasifulde udklædninger. Mange kommer udklædte hjemmefra, andre klædes på i børnehaven. Når vi starter festlighederne, deles børnene op i stuevis sammen med de voksne, der hører dertil. Så starter vi med forskellige lege, der hører fastelavnen til - f.eks bide til bolle og lakridssnøre konkurrence. Vi får fastelavnsboller, kakao og saft. Derefter kommer det store slag. Når kattekonge og dronning er fundet og vi har spist indholdet fra tønden, er det tid til at komme ud og lege. Børnene får deres almindelig tøj på og så er festen slut.

Heldagstur:

En årlig tilbagevendende begivenhed er en heldagstur enten til en naturlegeplads, Rebild bakker eller et andet sted, hvor børnene rigtig kan få sig rørt. Børnene har ingen madpakke med, da vi voksne står og smører madderne direkte på stedet. Det er vældig hyggeligt og børnene elsker det. Det er som en stor fælles "skovtur".  På turen hjem er der en del trætte børn som har haft en dag fuld af gode og lærerige oplevelser. Når vi kommer hjem står der mange forældre og venter spændt på at høre om dagens oplevelser.

Hvorfor overhovedet lave en sådan tur med hele børnehaven?.

For det første giver det børnene en dag fuld af gode oplevelser – de lærer en masse om hvordan det er at være på tur og ikke mindst det at færdes i "et offentlig rum". De lærer hvilke regler, der gælder, når man færdes i en offentlig park. De er sociale sammen med de andre børn fra børnehaven på en anden måde end hvis de var derhjemme i børnehaven. Det er måske lidt skræmmende, men også spændende at være på tur – de oplever ting som ikke hører hverdagen til. Ting som de taler om i uger, ja endda måneder frem i tiden. Personalet ser måske også andre sider af børnene end de gør til hverdag hjemme i børnehaven. Turen giver sammenhold og danner grobund for fremtidige samtaler om oplevelserne. Børnene og personalet får en fælles oplevelse udover det sædvanlige.

Inden vi vælger, hvor vi skal hen -får børnene 6 forskellige steder at vælge imellem. Det sted der får flest stemmer - vinder og det er så der, vi tager hen til. På denne måde lærer børnene om medbestemmelse og om demokratiske beslutninger - flertallet bestemmer.

Påske:

I ugerne op til påskeferien laver børnene påskepynt. Personalet finder karton, sakse, glimmer, lim, æg og meget mere frem. Det er op til det enkelte barn om han/hun har lyst til at lave påskepynt. Børnene kan klippe små gækkebreve til deres forældre eller bedsteforældre. Vi sår karse sammen med børnene, som vi kan spise ovenpå vores æggemadder og vi runder påsken af med en påskesmør-sølv dag, hvor der er 4 forskellig slags pålæg at vælge imellem.  Påskeharen/påskehønen har måske været herhjemme og gemt påskeæg, som børnene skal finde. Vi bliver også inviteret op i kirken til påske.

Teater:

Hvert år i uge 13 om torsdagen tager vi bussen ind til Hornum skole. Her er vi så heldige at få lov til at se skolens 5. klasse opføre et teaterstykke. Børnene er rigtig spændte og glæder sig meget. De lærer at når vi skal være publikum, er det vigtig at vi kan sidde stille og lytte. Børnene er meget opmærksomme, da de kan relatere til det de ser og det er børn, der er skuespillere.

Ligeledes tager vi hvert år ud til messecentret, hvor børn fra Vestermarksskolen laver optræden. Vi gør det, fordi vi synes at børnene er dygtige til at optræde trods deres udfordringer og naturligvis for at vise vores børn, at selvom vi er forskellige som mennesker, skal vi behandle hinanden som ligesindede.